World’s End

World’s End lyder meget dramatisk, og det er da også et dramatisk syn, der møder os ved Verdens Ende i Sri Lankas nationalpark Horton Plains i over 2.000 meters højde. Vi var sådan set advaret, for godt en kilometer før stod et grønt skilt, der med store gule bogstaver var påmalet ordet ”DANGER”, og nedenunder ”WORLD’S END”.

World’s End er bogstavelig talt, hvor Horton Plains ender på kanten af en klippevæg, der falder næsten 1.000 meter til dalen nedenfor. På en vejrmæssig god dag, som vi er heldige at ramme, er der den flotteste udsigt til skovklædte bjerge og te plantagerne, der maler bjergsiderne og bakkerne grønne. Vi kan sågar skimte Sri Lankas sydlige kyst herfra, og man forstår hvorfor tusindvis af turister og Sri Lankanere besøger World’s End hvert år.

Udsigten fra World’s End:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=XmcCx5xyZ9c[/youtube]

Stien eller sporet til verdens ende slutter brat og uden forvarsel. Vi har vandret gennem kroget vegetation og på de åbne sletter, hvor vi så rådyr, og passerede Chimney Pool og Baker’s Falls på vejen til World’s end. Og pludselig står vi her. Vi er de eneste og her er komplet stilhed. Det eneste vi kan høre er vores egne hjerter, der banker. Dels fordi stedet og udsigten er ufattelig smuk, og dels fordi der ingen afskærmning er. Et skridt for langt klippen eller på træplatformen, hvor man kan stirre lige ned i afgrunden, og man falder de små 1.000 meter.

Ikke så langt fra World’s End ligger Mini World’s End, som også kaldes Little/Small World’s End. Faldet hér er på godt 300 meter, og langt mindre dramatisk end World’s End. Afhængig af, hvordan du går ruten, kan du vælge at gå til Mini World’s End først. Vi valgte den modsatte vej, så Mini World’s End lå til sidst.

Chancen for at få den bedste udsigt fra World’s End stiger betydeligt, hvis du står tidligt op og når frem omkring klokken syv om morgenen. Kommer du frem senere på morgenen eller formiddagen, er bjergene som regel indhyllet i tågedis og lavt hængende skyer. Da både vejr og temperaturer kan svinge meget på vandreturen, er det klogt at tage lidt ekstra tøj med, så du kan holde varmen.

Kommer du for sent afsted – vil din udsigt se sådan her ud:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=xOlFQ3cgFh4[/youtube]

Den knap 10 km rundtur kræver også godt fodtøj. Selvom der er grussti på lange strækninger, så går det op og ned og gennem vegetation, som kræver mere end et par sandaler. Husk også vand og lidt at spise til turen, da den tager nogle timer.

Overnatning tæt på World’s End

Selvom World’s End ligger godt oppe i bjergene, er der alligevel nogle fine hoteller. De ligger dog ikke helt tæt på World’s End, men du kan ikke bo tættere på. Se mulighederne her.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

×

Jeg kan hjælpe med at planlægge din rejse - Få en rejseplan inkl. privatchauffør - Helt uforpligtende Kontakt mig her
Scroll to Top