Bentota er i dag et efterspurgt turistmål for sol- og strandhungrende gæster og vandsportsentusiaster. Stranden ligger på en aflang halvø, der også udgør Bentota Rivers munding. Det fortælles, at det sandsynligvis var arabiske handelsfarende, der i 1100-tallet først opdagede Bentota.
I 1700-tallet hvor portugiserne styrede landet, byggede de et mindre fort ved flodmundingen. Hollænderne gjorde senere fortet til et hvilested for diligencen mellem Galle og Colombo, og i 1970’erne blev det omdannet til hotel.
Efter en fantastisk rundrejse i Sri Lanka og en tidsrejse i landets historie og kultur, er nogle dages strandferie i Bentota kærkommen. Ikke fordi vi er trætte. Tværtimod. Men fordi vi er fyldt med enestående oplevelser, fantastiske syn og indtryk, som bliver dejlige, at lade synke ind i en næsten meditativ tilstand på den gyldne strand.
Det er som et paradis. Solen skinner, palmerne står på række, og en let brise får bladene til at bevæge sig. Det er varmt, men brisen køler lidt, og en dukkert i det blå hav er dejligt forfriskende. Selv på en dag, hvor det ikke blæser, dannes bølger længere ude, og giver rig mulighed for at boltre sig. Det gyldne sand skifter farve til næsten dyb orange, når bølgerne slår op på stranden og gør sandet vådt.
Selvom Bentota er et turiststed, er det overraskende, at stranden ikke er fyldt til bristepunktet. Det er ganske vist en meget lang strand med masser af plads, og bag stranden og palmerne ligger mange velbesøgte hoteller.
Længere nede ad stranden er der sat et volleyballnet op, og der spilles med liv og sjæl. Nogle går tur langs strandkanten, og selvom bølgerne ikke er så høje i dag, så er der alligevel nogle der surfer og ser ud til, at have det sjovt.
Vi var blevet fortalt, at solnedgangen på Bentota Beach skulle være helt fantastisk, så vi er blevet på stranden hele eftermiddagen for, at få den oplevelse med. Og den skuffer ikke! Det er som en kæmpe rød ildkugle, der langsomt sænker sig selv i havet. Jo længere ned mod havet den kommer, jo mørkere bliver der på horisonten, og det røde skær og genspejl på havet ses, som en rød løber fra solen lige hen imod os på stranden. Som om solen inviterer os til en tur på den røde løber.
Det er så smukt et syn, at det risler ned ad ryggen og vi får gåsehud. Da solen har sænket sig helt i havet, slentrer vi igennem sandet tilbage til hotellet.
River Boat Safari
Bentota er kendt for River Boat Safari på floden, som løber ud i havet ved Bentota. Her kan du opleve en smuk natur og mange forskellige dyr. Du kan læse mere om Bentota River Boat Safari her.
Havskildpadde opdræt
I området findes der flere steder, hvor man udklækker havskildpadde æg. I et forsøg på at beskytte og bevare bestanden af havskildpadder, indsamles æggene og udklækkes. Herefter bliver de små babyskildpadder sat ud på stranden, og det tager dem ikke lang tid, at møve sig ud i vandet. Vi besøgte et af disse steder, og det er en sjov oplevelse at se de små skildpadder. Selve udklækningen foregår i store sandkasser, hvor æggene er gravet ned. Ved hver rede er der et skilt med datoen for, hvornår de er lagt. Det tager mellem 50-70 dage før de klækker og de små skildpaddebabyer graver sig op gennem sandet. De flyttes så over i cementstøbte damme med vand, hvor de er et par dage før de sættes ud i havet. Årsagen til, at man indsamler æggene og faktisk betaler de lokale for at gøre det, er for at undgå, at de sælges på de lokale markeder. Derfor betales der også mere pr. æg end de lokale markeder gør. Overlevelsesraten anslås at være 10 % af de ca. 100 æg en havskildpadde lægger, så det er let at regne ud, at indsamlingen af æg er medvirkende til, at flere små havskildpadder overlever og efter mange år i havet, kan vende tilbage til Bentota strand for at lægge æg. Er du til vandsportsaktiviteter, så findes der muligheder for at leje vandscootere og stå på vandski. Vindsurfing og lystfiskeri er andre muligheder. Så når du er færdig med at dase på stranden, er der rig mulighed for at være aktiv.
Vejret i Bentota
Bentota kan besøges året rundt – men nogle måneder har mere solskin, mindre nedbør og varmere havvand, men alt sammen kan du se i dette skema, hvor de vigtigste forhold om vejret i Bentota er vist:
Vejret i Bentota | Året rundt | ||||
---|---|---|---|---|---|
Måned | Max. temperatur | Min. temperatur | Vand temperatur | Solskinstimer | Nedbørsdage |
Januar | 31 | 22 | 28 | 8 | 5 |
Februar | 31 | 23 | 28 | 8 | 4 |
Marts | 32 | 24 | 29 | 9 | 7 |
April | 32 | 25 | 30 | 8 | 11 |
Maj | 31 | 25 | 29 | 6 | 10 |
Juni | 30 | 25 | 28 | 6 | 10 |
Juli | 30 | 25 | 27 | 6 | 8 |
August | 30 | 25 | 27 | 6 | 8 |
September | 30 | 25 | 27 | 6 | 10 |
Oktober | 30 | 24 | 28 | 6 | 14 |
November | 30 | 23 | 28 | 7 | 14 |
December | 30 | 23 | 28 | 7 | 11 |
Hotel i Bentota, mad og drikke
I Bentota er der mange overnatningsmuligheder lige fra flotte og dyre hoteller på stranden til Bed & Breakfasts. De findes i flere prisklasser, så der er ingen undskyldning for ikke, at nyde Bentotas strandliv. Et af hotellerne er i øvrigt danskejet. Se oversigten med hoteller i Bentota her.
De fleste hoteller og overnatningssteder har restaurant og tilbyder god mad. Ikke underligt er der meget fisk på menuen her i Bentota, men har du mere lyst til en bøf eller indisk køkken, så er der gode muligheder. Som det er de fleste steder i Sri Lanka, så er det også på hotellerne i Bentota du skal finde din godnat drink.
Spørgsmål og erfaringer med Bentota
Har du besøg Bentota må du meget gerne smide en kommentar, så andre kan få glæde af dine erfaringer og læse om fordele/ulemper ved stedet. Du er også velkommen til, at stille spørgsmål om Bentota via nedenstående kommentarfelt.