Jeg elsker
Sri Lanka
Spændende kultur, store naturoplevelser,
lækker mad og fantastiske strande
Om Sri Lanka
Sri Lanka er et smukt og eksotisk land, der byder på det hele samlet på lidt plads. Både spændende kultur, store naturoplevelser, lækker mad og fantastiske strande. Du kan nå at opleve det hele på en ferie på bare 2-3 uger.
Sri Lanka er en østat i Sydasien. Den ligger syd for Indien og øst for Maldiverne. Landet var koloniseret af briterne fra 1815 til 1948, hvor landet fik selvstyre. Det var dog først i 1972, at landet blev selvstændigt. I perioden under koloniseringen og frem til 1972 blev Sri Lanka kaldt Ceylon. I den periode var det nok mest kendt for sin teproduktion.
Landet er 65.610 kvadratkilometer stort, altså omkring halvanden gange større end Danmark med sine 42.933 kvadratkilometer. Landet har to hovedstæder, Colombo, der er den største by, hvor den udøvende og dømmende magt er, og Sri Jayawardenepura Kotte hvor den lovgivende magt er.
70,2 % af srilankanerne er buddhister, mens der er mindretal af hinduister, muslimer og kristne. De officielle sprog i landet er Sinhal og Tamil. Sri Lanka er 5 timer og 30 minutter foran Danmark. De bruger ikke sommertid, som vi gør i Danmark.
Sri Lankas flag hedder Sinha Flag, der betyder Løveflaget. Det forestiller en løve, der holder et sværd. Løven symboliserer Sinhala-befolkningen, og sværdet symboliserer nationens selvstændighed.
Hvorfor tage til Sri Lanka?
Selvom Sri Lanka måske ikke er det land, som du først tænker på, når du overvejer at tage til Asien, er det faktisk et land, der har det hele. Det har tropisk klima året rundt, hvorfor du altid kan tage dertil og nyde solen og varmen.
Kan du godt lide at nyde sol og varme på stranden, har Sri Lanka også nogle virkelig lækre sandstrande. Særlig kendt er er for eksempel Hikkaduwa, Tangalle og Bentota. Her er der gode muligheder for vandaktiviteter, når du er på stranden. Du kan for eksempel snorkle, stå på vandski eller prøve en vandscooter.
Madlavning og kultur
Er du ikke til badeferie, eller vil du gerne have noget kulturelt indhold, når du er på Sri Lanka, kan du også sagtens få det. Det kan for eksempel være Sigiraya-fæstningen, klippemalerier i Damhalla eller at cykle gennem de små, lokale byer. Vil du bruge al din tid på at udforske den spændende kultur, kan du også sagtens gøre det.
En god måde at få Sri Lanka ind under huden på, er ved at tage på et madlavningskursus. Her kan du lære at tilberede den krydrede og eksotiske mad, der er noget helt særligt for øen. Du kan selvfølgelig også nøjes med at nyde den på nogle af de mange gode restauranter rundt om på øen. Du er der jo trods alt for at holde ferie.
Safari og nationalparker
Endelig må du ikke glemme den smukke tropiske natur og det fascinerende dyreliv på Sri Lanka. Det er i sig selv grund nok til, at du skal tage dertil. For eksempel er der god mulighed for at se elefanter, når du er på øen. Der er flere nationalparker, hvor du kan tage på safari og være heldig at se elefanterne bade.
Oplev Sri Lanka med privatchauffør.
Jeg har fundet nogle af de bedste og dygtigste chauffører på Sri Lanka, der også er gode til engelsk.
Dette til en yderst fordelagtig pris.
Prisniveauet på Sri Lanka
Prisniveauet i sig selv kan være et argument for, at du rejser til Sri Lanka. Priserne ligger nemlig væsentligt under de danske. Derfor vil det være nemt for dig at få masser luksus på ferien, uden at det kommer til at koste særlig meget.
Et hotelværelse i den bedste kategori koster for eksempel omkring 650 kroner per nat, mens et måltid mad på de absolut bedste restauranter koster 100-125 kroner for to personer. Altså ikke engang hvad du skulle bruge, hvis du rejste rundt i Europa. Her skal du huske, at det kun er de absolut bedste steder, der er så dyre. Et måltid i et gadekøkken og en seng på et hostel koster slet ikke nær så meget.
Møntfoden på Sri Lanka
På Sri Lanka har de deres egen valuta. Den hedder rupees, der forkortes LKR eller R. Det er ikke det samme som indiske rupees. 1 LKR svarer cirka til 0,05 danske kroner. Læs mere om prisniveauet her.
Sikkert land at rejse til
Mange forbinder stadig Sri Lanka med borgerkrig og ikke med et land, der er værd at tage til på en ferie. Borgerkrigen sluttede dog i 2009, og siden har der ikke været store udbrud af uroligheder. I området omkring Trincomalee kan du komme til at møde vejafspærringer, da det var der, fronten tidligere gik. Den har dog ikke betydning for turister, der kan køre lige igennem. Læs mere om sikkerhed her.
Måske er det ikke borgerkrigen, du tænker på, når du tænker på sikkerhed i forhold til Sri Lanka. Måske kan du huske, at en del af den tsunami, der ramte Sydøstasien i 2004, også ramte Sri Lanka. Der var 34.000 mennesker, der døde på øen, og 70 % af Sri Lankas kystlinje blev ramt. I dag er der dog sat mange foranstaltninger i værk, så en lignende naturkatastrofe ikke vil kræve lige så mange ofre. Læs mere om disse foranstaltninger her.
Hvad skal jeg se på Sri Lanka?
Det er umuligt at komme ind på alle seværdighederne her på forsiden. Men vi vil lige give dig nogle smagsprøver. Derefter kan du så udforske hjemmesiden og finde meget mere inspiration til, hvad du gerne vil se på din rejse til Sri Lanka.
Det fantastiske dyreliv og den spændende kultur
For mange mennesker er det en attraktion i sig selv at tage til Sri Lanka for at opleve deres dyreliv. Det kan være en hvalsafari, hvor du kan komme helt tæt på blåhvalerne. Nogle af dem kommer helt tæt på stranden. Men det bliver bedst, hvis du tager ud i en båd. Så kan du virkelig opleve hvalerne på nært hold – nogle gange bare få meter.
Du kan sagtens få en hel ferie til at gå med at se på dyr og opleve den smukke natur på øen. Vil du gerne have noget kultur også, kan du dog for eksempel tage på en rundrejse i Sri Lankas kulturelle trekant. Det er området omkring den første hovedstad Anuradhapura. Her kan du se gamle borge, fæstninger og templer, smukke hulemalerier og komme på museum, hvor du kan blive klogere på hele den spændende historie.
Vil du hellere lære noget mere om de råvarer, som Sri Lanka er kendt for, kan du besøge en krydderihave eller en teplantage. Der får du et unikt indblik i, hvordan nogle af de krydderier og teblandinger, som vi tager for givet herhjemme, bliver produceret. Vil du have et indblik i en helt almindelig fiskers liv på Sri Lanka, kan du tage til Galle, hvor du kan se fiskerne sidde på pinde ude i vandet, mens de fisker.
Oplev Sri Lanka med privatchauffør
Der er mange forskellige måder at komme rundt på Sri Lanka på. For eksempel er det en oplevelse i sig selv at tage toget. Togturen fra Kandy til Nuwara Eliya regnes for at være en af de smukkeste og er helt sikkert en, som du bør sætte en dag af til.
Den nemmeste og behageligste måde at komme rundt på øen på er dog ved, at du hyrer en privatchauffør. Det kan lyde dyrt, men er det faktisk ikke. Prisniveauet i Sri Lanka er jo meget lavere end i Danmark, og du vil derfor fint have råd til det.
Når du booker en chauffør, bliver du hentet i lufthavnen, og du bliver kørt til de seværdigheder, du gerne vil se. Du får den samme chauffør, der følger dig på hele turen. Det vil give dig en høj grad af tryghed og et godt indblik i, hvordan den lokale befolkning lever.
Vi har fundet frem til nogle af de bedste chauffører i Sri Lanka, som du har mulighed for at booke her på siden. Du skal bare beskrive din tur, så sørger vi for at finde den helt rigtige chauffør for dig.
Oplev Sri Lanka med privatchauffør.
Jeg har fundet nogle af de bedste og dygtigste chauffører på Sri Lanka, der også er gode til engelsk.
Dette til en yderst fordelagtig pris.
Rundrejse på Sri Lanka
For at få det hele med, når du er på Sri Lanka, er det klart smartest, at du tager på en rundrejse. Ved at rejse rundt i to eller tre uger kan du opleve en stor del af det, som landet har at byde på. Både den smukke natur, de mange kulturelle seværdigheder og de lækre strande. Da Sri Lanka jo ikke er et så stort land, vil du kunne nå rigtig meget på en ferie.
Her på siden kan du finde flere forslag til rundrejser på Sri Lanka. Vil du gerne se nogle andre ting, end dem vi har foreslået i rundturen, er du altid velkommen til at kontakte os for at få vores input til dine planer. Det kan være en stor hjælp for eksempel i forhold til, om det er holdbart at nå fra en by til en anden på en dag.
Når du planlægger en rundrejse, er det selvfølgelig også en god ide, at du overvejer nogle af de steder, der ikke er så turistede. Det kan være rart at have et sted ”lidt for sig selv”, selvom det, at der er mange turister andre steder selvfølgelig er en klar indikation på, at stedet er spændende og værd at se nærmere på.
Praktiske informationer, inden du rejser til Sri Lanka
Inden du skal rejse til et nyt land, og særligt når du skal til et land uden for Europa, er der selvfølgelig en masse praktiske spørgsmål, der melder sig. Dem kommer vi alle kort ind på her. Herfra har vi linket til uddybende artikler, så du kan få mere information.
Visum
Du skal have et visum til Sri Lanka, men det er gratis at få, og du kan søge om det via nettet. Det er derfor bare noget, du skal huske at gøre, men ikke noget, der er besværligt. Derudover er det værd at huske på, at du må krydse grænsen til Sri Lanka to gange på det samme visum. Det betyder, at du for eksempel kan tage en smuttur til Maldiverne. Læs mere her.
Malaria
Når du skal til tropiske lande, skal du selvfølgelig altid overveje, om du skal forholde dig til risikoen for at få malaria. Der har tidligere været malaria på Sri Lanka, men WHO erklærede i 2016 Sri Lanka for malariafrit. Læs mere her.
Vacciner
Selvom du heldigvis ikke behøver at tage medicin mod malaria, når du skal til Sri Lanka, er der stadig en række vacciner, som du bør få. Rejser du i 1-4 uger, som de fleste turister gør, skal du vaccineres mod Hepatitis A, stivkrampe og tyfus, hvis du ikke tidligere er blevet det. Derudover bør du også overveje at blive vaccineret mod kolera. Læs mere her.
Covid forholdsregler
I dag er Covid-19 jo også en sygdom, som du bør forholde dig til, når du skal ud at rejse. De srilankanske myndigheder har strenge retningslinjer for rejser til landet, men i øjeblikket (november 2021) er det muligt at rejse frit til Sri Lanka som turist.
Du skal dog have en negativ PCR-test, når du rejser ind i landet. Når du bestiller et visum, skal du have bekræftelse på en booking af test, booking af hotel og en forsikring, der dækker dig, hvis du bliver syg med Covid-19.
Når du ankommer til Sri Lanka, skal du indkvarteres på et karantænecenter eller et godkendt hotel. Er du blevet vaccineret, skal du blive på hotellet i 24 til 48 timer: Men er du ikke-vaccineret, skal du i karantæne i 14 dage. Som nævnt kan situationen og retningslinjerne nemt ændre sig. Tjek den aktuelle situation på ambassaden i New Delhis hjemmeside.
Vejret
Gennemsnitstemperaturen på Sri Lanka er 28-31 grader året rundt. Temperaturen kan dog svinge med 14-18 grader. For eksempel er minimumtemperaturen i januar 22 grader, mens maksimumtemperaturen er 31 grader. Vandet er dog omkring 28 grader hele året.
Som i andre tropiske lande er der selvfølgelig også monsunsæsoner i Sri Lanka. Fra maj til august er der Southwest Monsoon Season, der også kaldes for Yala monsunen. Fra oktober til januar er Northeast Monsoon Season, der også kaldes for Maha monsunen.
Som du næsten kan gætte dig til ud fra navnene, er det forskelligt, hvor det regner henne på øen. De andre steder på øen vil det stadig være tørt og varmt. Læs mere her.
Sri Lanka FAQ
Er det sikkert at rejse til Sri Lanka?
Ja, det er sikkert at rejse til Sri Lanka. Borgerkrigen sluttede i 2009, og siden har der ikke været kamphandlinger. I forhold til naturkatastrofer er der indført mange sikkerhedsforanstaltninger for at forhindre, at tabstallene bliver lige så høje, som da landet blev ramt af tsunamien i 2004.
Hvor ligger Sri Lanka?
Sri Lanka ligger i Sydasien under Indien og med Maldiverne som nabo mod vest.
Hvad er klokken i Sri Lanka?
Sri Lanka er 5 timer og 30 minutter foran Danmark. De bruger ikke sommertid.
Hvad hed Sri Lanka før?
Sri Lanka hed tidligere Ceylon. Landet skiftede navn, da det fik sin selvstændighed fra Storbritannien i 1972.
Hvad skal jeg se på Sri Lanka?
Hvad du skal se, kommer selvfølgelig helt an på, hvad dine præferencer er. Det er jo din ferie! Vil du gerne se gamle ruiner, hulemalerier, hyggelige kolonibyer og gå på museum, er der mulighed for det. Vil du hellere tæt på det fantastiske dyreliv og se vilde elefanter, blåhvaler og leoparder, kan du også gøre det. Vil du gerne opleve, hvordan te og krydderier bliver produceret og se fiskere fiske på pæle på traditionel vis, er det også på Sri Lanka, at du kan gøre det.
Skal jeg have et visum til Sri Lanka?
Ja, du skal have et visum. Du søger om det på nettet, og det tager typisk ikke mere end 30 minutter at søge om det.
Hvornår er det bedst at rejse til Sri Lanka?
Du kan rejse til Sri Lanka hele året, da temperaturen er den samme året rundt. Der er to monsunsæsoner, en der rammer den sydvestlige del fra maj til august, og en der rammer den nordøstlige del fra oktober til januar. Den del af landet, hvor der ikke er monsun, vil vejret stadig være godt.